Mariagerfjord

En drøm bliver til virkelighed ved Danmarks smukkeste fjord for ægteparret Bent og Trine Ladefoged Pedersen fra Hadsund.

De har netop overtaget hotellet Aa Mølle ved Mariager Fjord. Det vil hovedsageligt være hende, der vil drive det. Igennem de seneste syv år har hun arbejdet i familievirksomheden Sabro Støberi i Hornslet. Hun vil satse både på firmaer og private gæster på Aa Mølle.

Hotellet ligger mellem Mariager og Hadsund direkte ned til Mariager Fjord.

En drøm

Trine Ladefoged Pedersen fortæller:

»Jeg har arbejdet mange år som ansvarlig for blandt andet personale, kantine og kvalitetsstyring i Sabro A/S, men har altid haft en drøm om at blive selvstændig. Så da muligheden bød sig for at købe Aa Mølle, slog vi til efter ret kort betænkningstid«.

Hotellet har otte dobbeltværelser med udsigt til Mariager Fjord på den ene side og til Mariagerfjord Golfklub på den anden side.

Åbner 1. juni

De nye ejere forventer, at hotellet åbner den 1. juni.

»Der er mange virksomheder i området, som indimellem har brug for værelser til kunder. Samtidig har vi et samarbejde med Mariagerfjord Golfklub om ophold med golf og overnatning, og det vil formentlig trække mange golfinteresserede turister til fra både Danmark, Norge og Sverige,« siger Trine Ladefoged Pedersen.

Ny optimisme

I november måned sidste år måtte et par fra Fyn opgive at få stedet til at løbe rundt og det endte med en konkurs, men nu er der optimisme omkring det sted, der oprindeligt blev skabt af ægteparret Lisbeth og Leif Andersen-Farmer.