19. december 2011, 12:11

Der er sagt og skrevet meget om (top)ledelse og køn. Om det ene køn batter mere på bundlinjen end det andet. Om medarbejderne har præferencer for »hende« eller »ham«. Om mændene vil kvinderne. Om kvinderne vil toppen. Om vi har brug for kvindelige værdier på direktionsgangen. Om køn skal betyde mindre, end det gør i dag. Eller om vi skal anerkende, at der er forskelle.

Kalenderen viste 31. oktober 2011. Verdens befolkning rundede syv milliarder mennesker, og Djøf havde inviteret til netværksmøde i indre København. »Bryd vanetænkningen om køn og ledelse«, hed det sig. Et tiltrængt pust til en debat, der efterhånden synes at være ved at begrave sig selv i en grøft af håbløse udsigter. Det skulle imidlertid vise sig at blive dagen, hvor Djøf blev ramt af en kvote-tsunami af dimensioner. Som to karriereorienterede studerende sad vi målløse og i den grad foruroligede tilbage. Tre stive timer i selskab med gammel vanetænkning om køn og ledelse. Tre timer i selskab med kvinder, der mest af alt havde travlt med at tilsøle deres eget køn med endnu mere af »det er så synd for os kvinder, for mændene har det lettere«. Måske har nogle mænd det lettere. Nogle har det lige så svært eller sværere. I bund og grund er vi ligeglade. Lad os dog bruge tiden på at tage debatten om topledelse skridtet videre end diskussionen af, hvorvidt kvinder er underlagt andre og mere krævende præmisser end mænd. Diskussionen er interessant, for der er ingen tvivl om, at man ved at få flere kvinder på banen, ville få en langt større pulje af kvalificerede kandidater at vælge imellem. Vi tror bare ikke, at den diskussion rykker ved noget som helst, den skaber kun yderligere polarisering. Det lader desværre til, at ligestillingsdiskussionen har valgt at slå lejr på hver side af kønsgrænsen. Lad os i stedet tale om de kompetencer og krav, der tilsammen udgør top­ledelse anno 2011 - på både godt og ondt.

Topledelse handler ikke om køn! Det handler om vilje.

For godt og vel syv måneder siden begyndte vi på vores speciale om »Mænd i topledelse«. Udgangspunktet har været ti mænd, der for øjeblikket sidder som administrerende direktører, koncerndirektører eller tilsvarende i offentligt regi - fra en række større offentlige og private danske virksomheder. Vi har desuden fået et indspark fra to kvindelige topledere. Målet med specialet har været at sætte fokus på det, der efter vores mening burde være det helt centrale spørgsmål i den nuværende debat: Hvad er præmissen for topledelse anno 2011?

Til trods for den stigende »feminisering« af ledelseslitteraturen hævdes det stadig, at toppen af dansk erhvervsliv er en formummet mandeloge, der networker på whiskeybæltets golfbaner, bevidst blokerer direktionsstolen med »de gamle drenge« og spænder ben for de røde stiletter. Mænd er aggressive, konkurrencelystne og ambitiøse. Kvinder er omsorgsfulde og medfølende. Listen af stereotype forestillinger om mænd og kvinder er lang. Det er tankevækkende, at vi endnu ikke er blevet i stand til at se bort fra de gamle kønsstereotyper, der maler topledere op som cigarrygende matador-mænd. Vi er af den opfattelse, at den nuværende debat om topledelse trænger til et nyt perspektiv.

12 topledere har vist os, at topledelse anno 2011 ikke kan defineres som enten mand/maskulin eller kvinde/feminin. Topledelse handler om at træffe et meget bevidst valg; at vælge karrieren til og noget andet fra. En topleder har ikke en arbejdsuge på 37 timer. En topleder henter ikke børnene hver dag i børnehaven eller står klar med hjemmebag til lege­kammeraterne. Og en topleder må nedprioritere tid med venner og tid til hobbyer. Til gengæld spiller topledere på en langt større boldbane. En topleder har stor indflydelse på sin arbejdsdag, og på hvilke opgaver han/hun vælger at engagere sig i. En top­leder har mulighed for at sætte et fodaftryk og påvirke den verden, han/hun agerer i. 12 topledere har understreget, at topledelse ikke handler om at vælge familien eller privatlivet fra. Man kan godt være en god forælder og have et topjob på samme tid. Det handler blot om at strukturere dagligdagen ander­ledes end flertallet i dagens Danmark.

Når alt kommer til alt, så handler topledelse om at batte på bundlinjen. Man skal have forretningsforståelse og kunne skabe forretningsresultater – mand som kvinde. Topledelse handler om at have en indre indflydelsesspire, en indre ild der brænder for at omsætte idéer til handling og gøre en forskel. Og topledelse handler om at være passioneret nysgerrig efter hele tiden at ville vide en anelse mere, gøre det bedre end før, og gøre det anderledes end i går. Man skal ville topledelse, og man skal have ambitionen.

Toplederen anno 2011 skal også evne at kunne sætte det rette hold og tiltrække de dygtigste medarbejdere. God ledelse er at sætte nogle fyrtårne og trække folk i den rigtige retning. Den moderne topleder må være forstående, medfølende og samarbejdsorienteret, og som en topleder sagde, så er de fleste i en situation, hvor tingene kun lykkes som team. Men mest af alt, så handler topledelse om at være sig selv. Maskulin, feminin – eller noget midt i mellem.

Hvis topledelse var et køn var det tvekønnet!

12 topledere er ikke i tvivl: Topledelse handler ikke om køn! Det er vores klare konklusion, at den danske mandlige topleder i almindelighed besidder en stor mængde egenskaber, der traditionelt set tilskrives kvinder, og at mandlige topledere i høj grad adopterer kvindelige værdier i deres ledelsesstil, ligesom også kvindelige topledere besidder en række omvendte kønsstereotypiske egenskaber. Danske topledere forventes at kunne balancere og administrere feminine såvel som maskuline kompetencer og gøre brug af begge dele på en naturlig og oprigtig måde.

Så lad os stoppe med at diskutere hvad mænd kan, hvad kvinder kan, hvad mænd ikke kan og hvad kvinder kunne være bedre til at kunne. Tiden er kommet, hvor vi skal gøre op med vanetænk­ningen. Lad os i kønsteoretikeren Judith Butler’s ånd skabe lidt »kønsballade« og konfrontere den traditionelle antagelse om, at mænd er maskuline, og at kvinder er feminine. At være topleder er ikke noget man er eller har på grund af sit køn. Topledelse er noget man gør, noget man vælger, og noget man tilegner sig. Vi tror ikke på, at gode lederegenskaber er særligt knyttet til enten kvinder eller mænd. Det egentlige mål må derfor være at forstå topledelsens køn som noget, der kan gå på tværs; at topledelsens kvaliteter er tvekønnede, om man vil.

Den nuværende debat er modnet. Det er på tide at gøre op med forestillingen om topledere som karatesparkende macho­mænd. Fri os fra en stædig fastholden af den polariserede debat om maskuline mænd og feminine kvinder. Drop den stereotype kønssuppe, som dufter så velkendt og smager af plejer. Vi skal i stedet have en nuanceret fortælling om de mænd og kvinder, der magter magten. Lad os begynde at tale om, hvad topledelse handler om, og hvilke forudsætninger den kræver. Lad os rette fokus mod et mere nuanceret billede af topledelse og brande topstillinger som det, de virkelig er - en attraktiv plads i toppen af hierarkiet. Lad os tiltrække mulige kandidater frem for at skubbe dem op på toppen. Når medierne såvel som den akademiske litteratur fortsat taler topledelse i form af mand/kvinde, maskulin/feminin, så undlader vi at skabe en konstruktiv og ærlig debat om, hvad topledelse er, og hvorfor det er, at topledelse er spændende, udfordrende og sjovt.

Spaltepladsen må kunne bruges bedre!